Det føles overvældende at skulle skrive om, hvad der egentlig skete dengang for 10 år siden, i 2015, da jeg flyttede sydpå til den dejlige ferieø Malta.
Dels er der mange tunge følelser forbundet med det ophold, og dels er det en lang historie at skrive ned. Men fortællingen er afgørende for mit liv som patient i psykiatrien.
Jeg har valgt at dele hele historien op i en serie af endnu ukendt længde. Jeg har taget beslutningen: i dag starter jeg med at få det ned på papiret.
For at forstå hele historien tror jeg, det er vigtigt at forklare forløbet op til selve flytningen.
Enspænder på kollegie i Kongens Lyngby
Jeg var i slutningen af foråret 2015 på jagt efter et sted at bo, og her fandt jeg et værelse til udlejning på et kollegie i Lyngby.
Jeg husker ikke, hvor lang udlejningsperioden var for det lille kollegieværelse, men den var i hvert fald længere end den måneds tid, jeg endte med at bo der.
Det var en forfærdelig tid for mig på kollegiet. Jeg passede slet ikke ind socialt – hvilket nok er en af de vigtigste ting, der skal fungere, hvis man skal gøre sig på et kollegie. Jeg foretrak at være på mit mikroskopiske værelse og undgik blikke og ord fra de andre beboere.
I den tid jeg boede der, forsøgte jeg at være så meget som muligt på besøg hos mine forældre i Nordsjælland. Jeg var hjulpet godt på vej af en kold lungebetændelse, som gjorde, at jeg var sengeliggende det meste af tiden – primært hos mine forældre.
Da jeg boede på kollegiet i Lyngby, kunne jeg godt mærke, at der var noget oppe i mit hoved, som ikke fungerede helt efter hensigten. Jeg havde i mange år vidst, at jeg gik rundt med en omgang PTSD, som endnu ikke var officielt diagnosticeret – og dermed også ubehandlet.
Ud over at være enspænder på et kollegie var jeg også i gang med at tage historie og engelsk som enkeltfag på VUC i Lyngby. Jeg afsluttede med overraskende pæne karakterer.
Flytningen til Malta
Den 30. juni 2015 var dagen, hvor jeg rev teltpælene op for at drage sydpå og starte det, jeg var overbevist om, ikke blot skulle være et langt ophold, men også en helt ny tilværelse. Ja, en ny start.
Som en lille sidebemærkning endte jeg med at tage lungebetændelsen med mig til Malta, hvor medicinen var meget bedre – og stærkere – end derhjemme i Danmark.
Jeg fløj tidligt om morgenen den 30. juni til Malta med mellemlanding i Frankfurt.
Da jeg efter mange timers rejse endelig landede i Luqa Lufthavn på Malta, var det første, der dukkede op på min telefon, da jeg tændte den, en besked fra min daværende chef om, at det ikke gik så godt med det firma, jeg arbejdede for, og at han blev nødt til at opsige mig. Det var dog med en løfte om, at han ville fortsætte med at betale min løn, indtil jeg havde fundet et nyt job.
Det var en chokerende, men ikke altødelæggende besked at få. Det betød blot, at jeg måtte i gang med jobsøgning på Malta – en noget større udfordring end at søge job derhjemme i det velkendte Danmark.
Da jeg kom ud af lufthavnen, prajede jeg en taxa, oplyste adressen på min nye lejlighed og bad om at blive kørt dertil. Turen i taxa tog nok 15–20 minutter. Det var en hæsblæsende tur, hvor kørslen desuden foregik på den modsatte side af vejen end det, vi er vant til herhjemme, da Malta jo er en gammel britisk koloni.
I takt med at taxa-turen skred frem, blev det golde landskab kun smukkere og smukkere – og det endte med, at jeg blev sat af ved en promenade ned til vandet i byen Saint Julian’s. En lille by i dansk forstand, men relativt stor for de lokale på Malta.
Taxachaufføren hjalp mig afsted med min store kuffert, som indeholdt det, der føltes som hele mit gamle liv. Reelt set var der hovedsageligt tale om tøj og andre fornødenheder.
I lejlighedskomplekset tog jeg elevatoren et par etager op – ikke hele vejen op, men langt nok op til, at der var en fantastisk udsigt fra den tilhørende terrasse, som vendte ud mod vandet.
Det er ingen overdrivelse at sige, at vandet blot var et stenkast væk.
– Fortsættes –
