I foråret skiftede jeg antidepressiv medicin fra Sertralin til Mirtazapin.
Det har gjort, at jeg føler markant mere, end jeg gjorde, da jeg tog Sertralin – noget du kan læse mere om her:
Som det fremgår af ovenstående artikel, er det ikke altid let at føle mere.
Det er det for eksempel heller ikke, når familien samles, også med de skønne småbørn, som er kommet til.
Jeg føler mig dog fanget mellem at være ekstra – og måske uhensigtsmæssigt – opmærksom på de små. Det kommer dog af ren omsorg.
Samtidig mærker jeg også, at jeg er mere følsom over for larm og støj, og det er jo helt naturligt, at det fylder, når der er børn til stede.
Jeg har forsøgt at skrive et lille digt, som beskriver den nævnte konflikt mellem omsorg og følelsen af at blive overvældet af støj.
Jeg følte i hvert fald et stort behov for at få det ud gennem et digt.
Magter det ikke mere
Antallet af tanker øges og bliver flere
Alle lydene og al den støj
Et inferno rammer
Fra et tog i en hastighed så høj
Kvæler mig i en sort sky af røg
Nedlagt i det tunge grus
Der ligger jeg tilbage
Tvunget helt ned på mine ben
Altid så svær at behage
En rumlen fra de tunge sten
Et dådyr fanget i lygternes kaskade af lys
Ned ad min ryg løber et koldt gys
Hvis bare I forstod
Ondskabens voldsomme blod
Hvis bare I forstod
Angsten angriber og slår rod
Jeg kan ikke bære den alene
Jeg er så træt af deres løgne
Tårnes fald der går op i ingenting og støv
Kan dårligt tro mine øjne
Jeg gør hvad jeg kan
Alligevel aldrig god nok
Den indre stemme altid så fyldt med brok
Triller en pille ud af sin æske
Lader den opløse i den salte væske
Falsk trøst og tårer der løber ned ad mine kinder
Beder til at det hele en dag forsvinder
