Jeg har længe følt en rastløshed.
Ikke den slags, der viser sig ved et uroligt ben, men snarere en rastløshed i min sjæl og mit sind.
Jeg har følt, at der manglede noget – eller rettere: nogen – ved min side.
Min psykiske sygdom fylder så meget, at jeg er gået glip af det, mange andre oplever: nemlig at finde en kæreste, blive gift, få børn – ja, hele den klassiske menneskelige udvikling, som er en helt naturlig del af det at være til. At undvære det har gjort ondt.
Selvom det i mange år har stået klart for mig, at jeg aldrig skulle have børn, har jeg stadig savnet tosomheden.
Det gør jeg til en vis grad stadig, men når jeg tænker tanken til ende, er jeg ikke længere sikker på, at det er det, jeg vil have i mit liv.
Jeg tror ikke, at jeg er i stand til at binde mig til et andet menneske på et dybere plan end venskab.
Når jeg zoomer ud fra up close, føles manglen på en kæreste mere som, når man misundeligt kigger på naboens nye elbil.
Jeg vil utroligt gerne selv have den – men hvad vil jeg gøre med den, hvis ellers jeg får den? Jeg har jo allerede min egen bil i forvejen, som passer perfekt til mine egne behov.
Ja, bare kalde det FOMO, altså betegnelsen for den her irrationelle frygt for at gå glip af noget.
På mange måder er det at undvære en kæreste endnu et blandt mange tabuer, man står med, når man er ramt af psykisk sygdom, og jeg ville ønske, at der var en større accept og forståelse af, at det er ok ikke at have en kæreste.
Guderne skal vide, at jeg har haft mine chancer gennem livet, men ligesom jeg ikke vil sætte børn i verden, fordi jeg ikke vil udsætte et barn for at have en så ustabil far, som jeg ville være, har jeg også for stor respekt for dem af det modsatte køn til at være kæreste for dem – med alt, hvad det indebærer.
Det er dog stadig et håb, at jeg på et eller andet tidspunkt får fornøjelsen af at introducere mine forældre for min udkårne – især i takt med, at årene går, og hverken mine forældre eller jeg bliver yngre.
Lad mig være bannerfører for budskabet om, at det er ok at være alene, så længe man ikke er ensom.
