Når man, som jeg selv, er ramt af psykisk sygdom, følger der mange ubehagelige oplevelser med. Selvom man kan få en nogenlunde, måske endda god, tilværelse på trods af psykisk sygdom, er der én ting, jeg personligt har det svært med – nemlig min identitet.
De vigtige værdier i livet
Mine diagnoser, paranoid skizofreni og posttraumatisk stress (PTSD), har medført, at jeg har fået tilkendt førtidspension.Det er både en kæmpe lettelse, når man får den, men samtidig kan det også til tider være en udfordring at leve som førtidspensionist og psykisk syg. Der er nemlig ingen af de ting, jeg for alvor har lyst til at identificere mig med.
Det er ikke det, jeg føler, at jeg skal være.Men hvad gør man så? Og hvor skal jeg finde min identitet?
I takt med at jeg har skrevet denne lille artikel, er der også sat gang i nogle tanker hos mig selv. Det store spørgsmål: “Hvad skal min identitet være?” synes nærmest besvaret nu.Hvis jeg flytter fokus væk fra sygdommen, så er jeg meget mere end det. Jeg er søn, bror, onkel og ven.
En blessing in disguise?
Disse ting må unægteligt veje tungere end mine diagnoser, og måske er det endda nærmest en blessing in disguise, at jeg lever under de omstændigheder, jeg gør.
Det giver mig nemlig mulighed for at dedikere mit liv 100% til at være et godt familiemedlem og en god ven.nDet skal dog ikke være nogen hemmelighed, at når man står midt i bålet af psykisk sygdom, er det svært at få øje på de positive ting ved livet. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at man bruger de pauser, der kan være fra sygdommen, til at skabe et mere solidt fundament for sin tilværelse, så man står endnu stærkere næste gang, det hele brænder på.
