Kolde tårer triller ned ad mine kinder
Rammer mine mundvige, som salte dråber vand
Jeg er oprigtigt ked af den skade, jeg har forvoldt
Sorgen er uoprettelig – jovist,
Og bulerne kan ikke trækkes ud igen
Mit syge sind, har sat sine spor;
Sygdommen har inficeret indefra
En virus der har angrebet, med alt den har
Taget mig selv og mine elskede som gidsler
Føler en overvældende taknemmelighed, for al den kærlighed jeg har fået
Selv når den sikkert har været svær at give
Hvordan kan man elske den ellers smukke lyserøde bonderose, når den er gået i forrådnelse?
Ikke alle dage bringer glæde
Men ‘fake it till you make it’, er mit motto
På underfundig vis blev jeg reddet
Trukket ud af et flammehav af kaos
Men brandtomtens mørke er stadig mit lyspunkt
De nedrullede persienner, er at foretrække
Også i mit sind
De kaster lange, tunge skygger
Jeg kan danse i
Det er her, jeg føler mig mest tryg
Ønsker jeg at være her?
